Press Contact


Kim Bek
Director, Marketing and Intelligence
Direct: +45 33 26 87 24
Mobile: +45 61 22 34 16
Email: kbe@copcap.com



FREE E-CONSULTING


We are here to assist you.

Contact director of Marketing and Intelligence, Kim Bek
Image for Kim

10 NYE, DIREKTE FLYRUTER SKABER 1,5 MIA. KR.

Direkte flyruter til 10 udvalgte destinationer verden over kan skabe værdi for over 1,5 mia. kr. Især det danske erhvervsliv vil opleve besparelser på op mod 978 mio. kr., mens den danske stat vil få 587 mio. kr. i øget økonomisk vækst. Det viser et projekt under Industriens Fond og Copenhagen Capacity.

Det er Copenhagen Economics, der har udarbejdet analysen for Copenhagen Capacity og Industriens Fonds projekt ”Knowledge to Connect”.  Analysen er en del af projektet, som er blevet søsat for i løbet af de næste to-og-et-halvt år at udvikle et stærkere analysegrundlag med henblik på at øge tiltrækningen af internationale flyruter, der understøtter dansk erhvervslivs konkurrencekraft og globaliseringsevne.

- Analysen og dens beregninger bekræfter formodningerne om de store muligheder for vækst, som direkte internationale flyforbindelser til og fra Københavns Lufthavn kan skabe. Hvis Danmark skal have et erhvervsliv, der ikke bare skal overleve i den globale konkurrence, men også skabe vækst og velstand, så er tilgængelighed i form af et veludviklet net af flyruter en af de vigtige faktorer, der er en tendens til at overse – hvilket den seneste tids debat om ensidigt i Danmark at pålægge flyrejser endnu en skævvridende afgift er et godt eksempel på, siger adm. direktør i Industriens Fond, Mads Lebech.

- Vi ved fra andre storbyer, at adgangen til direkte internationale flyforbindelser er et afgørende parameter, når udenlandske virksomheder og investorer skal beslutte, hvor de vil lokalisere deres investeringer. Det, at man kan flyve direkte, gavner erhvervslivet i en sådan grad, at det påvirker den endelige beslutning, fordi der er mange penge og især meget tid at spare. Men analysen viser også, at der ligger cirka 600 mio. kr. og venter på statskassen i øget produktivitet, og kombinationen af de to faktorer gør det nødvendigt, at vi får udvidet antallet af direkte flyruter til København, siger udviklingsdirektør i Copenhagen Capacity, Kim Bek.

Analysen har taget udgangspunkt i flyruter, som man vurderede ville give værdi for erhvervslivet og vækst. I begyndelsen drejede det som om en pulje på 25 byer, hvor der ikke allerede var direkte fly fra København. Over to omgange blev i alt 15 byer sorteret fra. De 10 resterende byer blev således fundet ud fra, at de har nok trafik til at bære mindst fem ugentlige afgange, ikke har en for stor andel af udrejsende feriegæster og har gode indtjeningsmuligheder for de flyselskaber, som skal flyve ruterne.

Det resulterede i, at de amerikanske byer Miami, Los Angeles, San Fransisco, Seattle og Boston kom med på top 10-listen sammen med Hong Kong, Shanghai, Dubai, New Delhi og Beirut. Dubai-ruten flyves i øjeblikket direkte, men kun halvdelen af året. Dubai flyves fra august hele året, mens Beirut er en sommerrute og Shanghai åbner til vinter.

De tre ruter, der vurderes at kunne gavne den danske produktivitetsvækst mest, er Miami, San Francisco og Los Angeles, der samlet set kunne skabe værdi for 396 mio. kr.

Copenhagen Connected-projektet har alene fra april 2010 og frem til ultimo april 2011 været medvirkende til at realisere nye ruter til København, der samlet repræsenterer en direkte årlig omsætning i det danske samfund på DKK 248.000.000. Dertil kommer en økonomisk samfundsgevinst på ca. DKK 600 til 800 mio. kr.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:
Industriens Fond: Adm. direktør Mads Lebech, tlf. 20 94 90 46
Copenhagen Capacity: Udviklingsdirektør Kim Bek, tlf. 61 22 34 16

Særligt om Copenhagen Connected:
Wonderful Copenhagen: Adm. Direktør Lars Bernhard Jørgensen, tlf.:  2338 3050

Om Copenhagen Connected Programmet:
Copenhagen Connected er en del af det nationale ruteudviklingsprogram Global Connected, der via destinationsmarkedsføring skal øge efterspørgslen og dermed tilgængeligheden til København, Danmark og Øresundsregionen.

Formålet med projektet er at medvirke til at forbedre den internationale tilgængelighed til København og Danmark. Målet er dels at styrke det eksisterende rutenetværk og dels at tiltrække nye ruter fra internationale gateways på vigtige økonomiske vækstmarkeder.

Bag programmet står en lang række offentlige og private parter: Københavns kommune, Region Hovedstaden, Region Sjælland, Malmø Stad og Region Skåne, Markedsføringsfonden, Købehavns Lufthavne og en række andre virksomheder. Der er også bred opbakning om projektet fra det danske samfund og erhvervsliv: LO, Dansk Metal, DI, Dansk Erhverv, A.P. Møller-Mærsk, Carlsberg, FLSmidth, Københavns Universitet mv.

Om Industriens Fond
Industriens Fond er en privat filantropisk fond. En formue på knap 4 milliarder kr. er gennem 100 år grundlagt via realkreditlån til industrien. I dag støtter og udvikler Fonden nyskabende projekter, som styrker dansk industris og erhvervslivs konkurrenceevne.

 
 
Related sites: cphcleantech.com  |  mediconvalley.com  |  internationalcleantechnetwork.com  |  inno-mt.dk  |  scandinavianlogistics.com  |  copenhagenentertainment.dk